Standard for den grønlandske Hund

Stykket er opprinnelig sakset fra TIDSSKRIFT FOR DEN GRØNLANDSKE TJENESTEMANDSFORENING, 1940. Daugaard-Jensen hadde sitt virke på Grønland ca år 1900.

Efter Opfordring af afd. Direktør Daugaard-Jensen udarbejdede Dyrlæge ved København Torve- og Slagtehaller, S. Hjortlund, der i sin Tid har opholdt sig i to Aar i Nordgrønland for at studere den grønlandske Hunds biologiske Forhold, nedenstaaende Afhandling om et Forsøg paa Opstilling af en Standard for den grønlandske Hund.

Afhandlingen blev derefter gennemgaaet af Direktør Daugaard-Jensen, lnspektør C.F. Harries og Kolonibestyrer Otto Mathiesen, som nu alle efterhaanden er gaaet bort. Dyrlæge Hjortlund er iøvrigt heller ikke mere blandt de Levende.

Direktør Daugaard-Jensen ledsagede Afhandlingens Fremsendelse til Næstformanden for Dansk Kennelklub med følgende Udtalelse: ".... Dyrlæge Hjortlund kender bedre end nogen anden Hundens Anatomi og Eksteriør, og vi tre, der har gennemgaaet Udkastet med ham, har alle gennem mange Aar været ivrige Slædekuske og interesserede Opdrættere. Jeg vilde derfor tro, at man kunde antage den nu foreliggende Standard uden at skulle forelægge den for nuværende grønlandske Slædekuske ...."

At Direktøren fik Ret i sin Formodning om, at nuværende grønlandske Slædekuske vil kunne tiltræde den omhyggelig udarbejdede og gennemdrøftede Standardbeskrivelse, bevises bedst ved de mange anerkendende Ord, som er udtalt af alle sagkyndige, der har hat Lejlighed til at stifte nærmere Bekendtskab med Afhandlingen.

Man kan derfor med god Grund gaa ud fra, at der vil findes mange, baade i Grønland og herhjemme, som med interesse og godt Udbytte vil læse de følgende Sider, og det er lige saa sikkert, at Læsernes Tanker ved denne Lejlighed vil dvæle i Mindet om de Mæn der arbejdede med dette Emne, og som for kun faa Aar tilbage endnu virkede iblandt oss.

Ch.R.F.

 

Standard for den grønlandske Hund

1. DEN GRØNLANDSKE HUND er en arktisk Slædehund, der hører til de palæarktiske Hunde

Canis Familiaris lnostranzewi, Anutschin - Gruppen (Studer). Den er over Middelstørrelse, tæt og kraftig bygget, med ret korte, men kraftige Lemmer, et ulveagtigt Hoved med tilspidset Snudeparti og opretstaaende Øren, en lang, tæt, glat og glansfuld Haarpels og en, navnlig langs Undersiden langt og tæt behaaret hale, som den bærer bøjet op i en Krølle over Ryggen. Den skal være velproportioneret af Legemsbygning i alle Enkeltheder og gøre et smukt og harmonisk Helhedsindtryrk.

Den gøer ikke, men tuder. Den er haardfør, nøjsom og udholdende, glubsk og strid. Den skal gøre Indtryk af Vagtsomhed og Aarvaagenhed, Mod, Energi og Styrke, men maa ikke virke tungt.

2. STØRRELSE OG PROPORTIONER. Den grønlandske Hund er en af de største arktiske Slædehunde, men varierer i denne Henseende indenfor ret vide Grænser. Ved stadig god og rigelig Ernæring under Opvæksten bliver den let større og kraftigere end Gennemsnitt af Bestanden, hvor der ofte har været Mangler i denne Henseende. Dens Højde (i Stangmaal) over Skulderen ligger hyppigst omkring 55 - 65 cm. - Brystomfanget bag Albuerne skal være betydeligt større end Højden, og Længden fra Snudespids til Sædebensknude betydeligt større end Brystomfanget. Forlemmets Længde fra Albue til Taaspids skal være noget over Halvdelen af Skulderhøjden. Bedst illustreres Proportionerne med et Par Eksempler:

Skulderhøjde (Baandmaal)/ Brystomfang/ Længde/ Forlemmets Længde
Hanhund, 1 Aar, mager men velproportioneret: 66 cm/ 75 cm/ 85 cm/ 37 cm.
Hunhund, 1 Aar, noget lille, meget velproportioneret: 62 cm/ 75 cm/ 80 cm/ 32 cm.
Hanhund, 1 1/2 Aar. Meget stor, noget fladbrystet og kort i Ryggen: 77 cm/ 79 cm/ 90 cm/ 40 cm.

Som udpræget BRUGSHUND bør det ved Avl og Opdræt ikke være Hovedformaalet at naa den størst mulige Størrelse af Dyrene. De største Dyr kunne vel være de kraftigste og hurtigste; men de stiller ogsaa større Krav til Ernæringsforholdene, ligesom de kan blive mere tunge end hensigtsmæssigt i mange Slags Slædeføre (dyb, løs Sne, Skaresne, Tyndis), hvorfor de kan være mindre udholdende og ydedygtige i Brug.

En god, velproportioneret Legemsbygning, en rummelig Brystkasse, et kraftigt og muskuløst Ryg-, Lænde- og Krydsparti samt kraftige, muskuløse og velstillede Lemmer bør i Forbindelse med en smuk Haarpels, gode Sanseorganer og et livligt, energisk Temperament være de Egenskaber, man i første lnstans tilstræber ved Avl og Opdræt og lægger Hovedvægten paa ved Bedømmelsen.

3. HOVEDET er af Middelstørrelse. Det skal være bredt over Baghovedet og have et hvælvet Pandeparti med stærkt markeret Pandeafsats og en tydelig Pandefure. Huden paa Hovedet skal være korthaaret og fast forbunden med Underlaget, saaledes at den ikke danner Rynker eller løse Hudfolder.

4. ØRERNE er ret korte, trekantede med svagt afrundede Spidser. De skal være helt opretstaaende; kun hos Hvalpe og ganske unge Dyr kan de endnu være noget bløde og hængende i Spidsen. De skal være kort behaarede udvendigt, men langt og tæt behaaret i det Indre. De skal være ansat vidt fra hinanden og være meget bevægelige. Dyret skal have et livligt Ørespil.

5. ØJNENE er ret smaa, noget skraatstillede (mongoloide) og oftest mørkeblaa; dog forekommer ogsaa brune eller lysere Farver. De maa ikke være fremstaaende. Øjelaagsspalten er ret smal, oval, noget mandelformet, og Øjelaagene skal være ret tynde og slutte tæt til Øjeæblet uden at danne Folder. Øjelaagenes Hud skal være sort eller svare til Haarlagets Farve, og Blinkehinden maa ikke være stærkt fremtrædende.

6. SNUDE- eller ANSlGTSPARTIET skal, maalt fra Højden af de indvendige Øjenkroge til Næsespidsen, være omtrent af samme Længde som Hovedskallens bageste Del, maalt fra Nakkekammens Top til de indvendige Øjenkroge. Det skal være tilspidset fortil, men iøvrigt bredt, dybt og kraftigt. Næseryggen skal være lige, og selve Næsen (Næsespejlet) skal være lille og af sort Hudfarve. Næseborene skal være store og veludviklede.

7. LÆBERNE er ret tynde, stramme Og tætsluttende til Tandrækken. De maa ikke være løse hængende eller danne løse Folder i Mundvigene. De skal dække Tænderne fuldstændigt, naar Munden er lukket.

8. UNDERKÆBEN er kraftig og bred mellem Underkæbegrenene bagtil. Tænderne er stærke og veludviklede; der findes tydelige fri Mellemrum (Diastemata) mellem de forreste Kindtænder (Savtænderne), og Hjørnetanden er stor og kraftig. Huden under Underkæben skal slutte forholdsvis tæt til Underlaget og maa ikke danne løse, hængende Hudfolder.

9. HALSEN er ret kort, tyk og kraftig, men vel rejst og har et bredt kraftigt, stærk, krummet Nakkeparti, saa Hovedet bæres højt og frit. Der maa ikke findes løse, hængende Hudfolder under Halsen.

10. BRYSTET skal være bredt og kraftigt.

11. SKULDEREN skal være skraatliggende, muskuløs og kraftig og slutte godt til Brystvæggen.

12. RYGGEN skal være bred, muskuløs, kraftig og ikke for lang; den skal med Lænden og Krydset danne en omtrent lige Linie, der ofte er svagt hældende bagtil.

13. BRYSTKASSEN skal være dyb og bred med velrundede Ribben bag Skuldrene. Dyret maa ikke være for fladbrystet.

14. LÆNDEN skal være ret kort, men bred, kraftig og meget muskuløs. Den skal være lige og danne en lige linie med Ryggen og maa hverken være opad- eller nedadkrummet.

15. BAGLIVET skal være velformet, og maa hverken være opknebet eller for fyldigt, slapt eller hængende (i sidstnævnte Henseende maa der dog tages tilbørligt Hensyn til Tævehunde, der har faaet flere Kuld Hvalpe).

16. KRYDSET skal være langt, bredt, lige og muskuløst.

17. HALEN er lang og langt og tæt behaaret, busket. Den skal være højt ansat. Hængende skal den naa til nedenfor Haserne; men sædvanligt bæres den oprejst, bøjet op- og fremad over Krydset i en Krølle eller Ring, der i Reglen er drejet noget til en af Siderne. Kun Hunde der af en eller anden Grund ikke befindersig vel, bærer Halen hængende.

18. FORLEMMERNE er ret korte, men kraftige og lige. Albuerne skal slutte godt indtil Brystkassen, og Underarmens Muskler være kraftigt udviklede. Haarlaget langs Underarmens Bagside er noget længere end paa Siderne og fortil, men danner ikke nogen egentlig Haarfrynse. Mellemfoden er kraftig og staar omtrent lodret, den er kort og behaaret.

19. BAGLEMMERNE skal være kraftige og muskelfyldige. De skal være svagt bøjede i Haserne, saa Mellemfoden kun er lidt skraatstillet. Haserne er i Regelen saa vidt-stillede, at Bagfoden vender noget indad. Kohaset stilling maa ikke forekomme. 1ste Taa (Hallux) eller Vildtklo (Unguis hallucis) paa Baglemmet bør ikke forefindes.

20. POTERNE skal være ret smalle, og ovale af Omrids. Tæerne er kraftige, ikke stærkt krummede og ligger tæt Op ad hverandre. Kløerne er grove og kraftige. Huden mellem Tæerne er tæt behaaret. Trædepuderne er ikke særligt fyldige, men faste og haarde. Forpoterne skal vise lige fortil. BagPoterne lige fortil eller lidt indad. Udaddrejede Poter bør ikke forekomme.

21. HAARLAGET er halvlangt, tæt, glat og blødt. Kun paa Hovedet, Ørene og Fødderne nedenfor Forknæet og Hasen dannes det af ret korte, tiltrykte Dækhaar. Paa den øvrige Del af Legemet er Dækhaarene flere Centimeter lange og ligger ikke tæt til Kroppen, men er ret udstaaende. Særlig langt er Haarlaget paa Halsen, navnlig dens Underside, paa Skulderen, Ryggen, langs Laarenes Bagside og paa Halen, og Dækhaarene kan paa disse Steder naa en Længde af en halv Snes Centimeter. Ogsaa langs Underarmen' s og Underlaarets Bagside er Behaaringen noget længere.

Allerede tidligt paa Efteraaret begynder der mellem Dækhaarene at fremvokse meget tætstillede, lange, bløde, lyse Uldhaar, som efterhaanden danner en overordentlig tæt Pels, der er næsten uigennemtrængelig for Væde, og som sætter Dyrene i Stand til Dag og Nat under aaben Himmel at modstaa Polarklimaets mest ekstreme Kuldegrader. Paa Højden af sin Udvikling er Vinterpelsen overmaade smuk, tæt, blød, brusende og glansfuld, og Skindet derfor udmærket til Pelsværk. Om Foraaret i April og Maj begynder Fældningen, der hos velholdte Dyr foregaar ret hurtigt, saa alle Uldhaarene løsnes omtrent paa en Gang og falder af i store Flager. Hos afmagrede Dyr og hos Tævehunde, der har Hvalpe, foregaar Fældningen derimod uregelmæssigt og trækker ofte i Langdrag.

Af og til, men dog ret sjældent og fulstændig regelløst, træffes der blandt de grønlandske Hunde enkelte Individer, der udmærker sig ved at være langt mere langhaarede end sædvanligt. De kaldes af Grønlænderne: MERKUJOK (af merkotuvok; har svært Haar). Deres Haarlag kan være helt glat, men er oftest lidt bølget eller halvkrøllet og falder i Lokker. Ogsaa paa Hovedet, Ørene og Fødderne er en Merkujôk langt behaaret. Disse Hunde omtales allerede af de gamle Forfattere, og deres Forekomst skyldes saaledes ikke nogen Krydsning med fremmede Racer siden Landets Kolonisation.

22. LØDEN er meget forskellig. Siældnest forekommer Hunde, der er helt sorte (kernertut) eller helt hvide (kakortut). Langt almindeligere er de saakaldte "Singarnat". En Singarnat er en Hund, som med en lysere - gullig eller graalig - Bundfarve, der væsentligst skyldes Uldhaarene, forenner en Overpels af mørkere Dækhaar - sorte, graa, brune eller røde - som paa Grund af deres større Længde og Tæthed paa Ryggen bevirker, at denne fremtræder mørkere med jævn Farve-Overgang til den lyse Bugside. - Denne lød, som tydeligt stammer fra Hundens vilde Forfædre, maa siges at være den mest typiske Kulør for den grønlandske Slædehund. Det er blandt disse Singarnat, at man finder de Smukkeste og mest pragtfulde Skind til Pelsværk, Tæpper og lignende. Ensartet røde eller brune Hunde forekommer også og kaldes af Grønlænderne; KAJOK.

Endelig er brogede Hunde (milagtut) i de forskellige Farveaftoninger og Tegninger meget almindelige. Som karakteristisk kan fremhæves den forholdsvis hyppige Forekomst av hvide Hunde med sorte, røde eller brogede Hoveder og ligeledes, at Hunde, der har farvede eller brogede Hoveder, undertiden er forsynet med en lysere, rundagtig Plet over hvert Øje.

Avlsmæssigt bør Bestræbelserne gaa mod helt ensfarvede Hunde og Singarnat, idet disse Lød saavel giver de smukkeste Dyr, som de mest værdifulde Skind til Pelsværk.

* * *

 Den siden du er på nå ble sist oppdatert 1/1-2008

Gå til hovedsiden for siste nytt

 Del denne siden på Facebook: