Hunden og Hunderacerne

En populær Fremstiling af Hundens Naturhistorie, af Hunderacer og Hunde-Sport samt af Hundens Behandling og Pleje i sund og syg Tilstand.

Av Viggo Møller, Kjøbenhavn 1887.

Syvende Kapitel.

Nordiske Hunde.

Vi komme saa til de fortrinsvis nordiske Former. Deres fælles Karakter er stor Lighed i det ydre med Ulven; de ere nemlig langhaarede med opstaaende Øren og busket Hale.

De holdes overvejende som Nyttedyr. Deres Hovedanvendelse er til Trækbrug og til Dels til jagt. Der findes en Del Racer i Nordasien og Nordevropa, som med et fælles Navn kaldes Eskimohunde, og de ere uundværlige for de Folk, i hvis hjem planteædende Husdyr ikke kunne holdes. Af disse er den grønlandske Eskimohund den mest bekjendte.

 

Den grønlandske Hund

er i sin Hjemstavn det eneste Husdyr, og kun ved dens Hjælp ere beboerne i Stand til paa Landjorden at skaffe sig Befordring over Snemarkerne. Her i Landet holdes den af og til som Gaardhund, udbredt fra "Zoologisk Have".

Hovedet er middel stort, med højt hvælvet, bredt Bagparti og middellang, spids Snude. Pandedelen mellem Øjnene gaar temmelig brat men uden skarp Afsats over i Snuden. Næsen rund, lille, mørk af Farve. Hovedet bæres knejsende, naar Hunden staar stille, under gangen ludende.

Ørerne forholdsvis store, trekantede, spidse, aldeles opretstaaende, invendig haarfyldte.
Øjnene smaa, noget ovale, mørke med levende Udtryk.

Halsen kraftig, kort og krum. Brystet og Ryggen brede. Legemsbygningen svær og kraftig. Underlivet ikke optrukket bag til.

Benene middel høje, Forbenene lige, uden Fjer. Bagbenene kun lidt krumme; Mellemfoden staar omtrent lige op og ned. Fødderne store, langagtige med skilte Tæer og grove Kløer.

Halen lang, busket, bæres af de gamle Individer op ad krummet, med Spidsen ned mot Ryggen, underitden nedlagt paa denne. Af de unge Hunde bæres den til Tider slæbende.

Haarbeklædningen er meget tæt, strid og lang, navnlig paa Ryggen, hvor den naar en Længde af flere Tommer. Underbeklædningen er en tommelang, grov og tæt Uld. Dækhaarene ere sorte. Paa Hovedet og Benene ere Haarene korte; på Bagkøllerne lange.


Farven er sort eller sortebrun med hvide Pletter, hvidt Bryst og undertiden med hvid eller lysere Underliv. Undersiden af halen, som vender i Vejret, bærer lange, graalige Haar. Nogle Individer kunne være brune eller graasprængte, sjælden hel hvide.

Disse Hunde benyttes som bekjendt av Grønlænderne til Slædekjørsel.

Dette Samfærdselsmiddel er i Nordgrønland, hvor Havet sædvanlig langt ud lægges til med Is, af stor Vigtighed, ikke blot til Rejser fra den ene beboede Plads til den anden, men ogsaa for hurtig at føre Fangstmanden ud til den Plads paa Isen, hvor Sæl- eller Hajfangsten skal foregaa og til at føre Udbyttet hjem.

Denne Fart er ikke sjælden forbundet med Fare, som kun undgaas ved Kuskens Dygtighed og Hundenes Klogskab. Komme de f. Eks. ud paa en svag Is, som let kan brække itu, springe de, paa et Tegn, som Kusken giver med Pisken, saa langt ud fra hverandre, som mulig, saa at Vægten fordeles paa et større Stykke, og Faren for Isens Bristning der ved formindskes. Støder man paa en Vaage, som ikke er bredere end Slædens Længde, maa Hundene først springe over, hvor efter de hurtig trække til, medens Kusken samtidig skyder bag paa, og selv springer med over. Er Vaagen derimod for bred, maa han hugge en isflage løs, hvor paa han kan færge baade sig selv, Kjøretøjet og Hundene over til den anden Side.

"I hvert Spand" - fortæller Fries, fra hvis "Grønland, dess Natur och indvånere", disse Enkeltheder ere laante - "optræder den stærkeste, den saakaldte Base, som sine svagere Kammeraters Tugtemester, og modtager deres underdanigste Hylding. Enhver af Undersaatterne, som den nærmer sig, søger ved Ydmyghed at undgaa Ytringerne af dens let optændelige Vrede. Slaas to hunde om et Kjødben el. lg., indfinder Basen sig ofte og afgjør Striden ved selv at tilegne sig Gjenstanden eller overlade den til en af sine Yndlige mellem de kæmpende. Komme to Spand i Strid, maa det Parti vige, hvis Ledehund bliver overvunden; selv om dens Undersaatter sejre over det andet Partis menige Hunde.

"Men Basen kan ogsaa blive stødt fra Tronen. En ung Hund føler sin Styrke og Selvtillid vokse, og den gjør Oprør; en forfærdelig Kamp opstaar mellem den alene og Ledehunden, der hjælpes af nogle undergivne. Sejrer den oprørske Hund ikke, da bliver den uden Naade bidt ihjel, i modsat Fald bliver den Hersker og indsætter straks sig selv i den nye Værdighed. Enhver af Undersaatterne opstiller sig ligesom til Parade og søger ved at kaste sig til Jorden og logre med halen og ved andre Hundemanerer at give sin Ydmyghed til Kjende for at undgaa en umild Tilrettevisning.

"Den gamle fra Tronen stødte base trækker sig afsides, hvis den da ikke er falden i Striden. Ingen kan mere formaa nogen af de andre Hunde til at værdige den den ringeste Opmærksomhed.

"hele Sommeren igjennem have disse Dyr Ferie og behøve ikke at tænke på andet end at fylde Maven. Om Vinteren derimod maa de gjøre Tjenste for Hundeslæden.

"Denne er af simpleste Slags. Den er sammensat af to Brædder af omtrent tre Alens Længde, som danne Kjælkerne og ere beslaaede med Jærn- eller Benskinner. De ere forenede med smalle, omtrent to alen lange Tværstænger, der danne Sædet, hvor paa Rensdyr- eller Bjørnehuderne ligge. Naar der til føjes to opstaaende, to Alen høje Stolper bag til, er det hele færdigt. Slæden er sammenføjet med Remme af Sælskind for at faa større Spændighed og som Følge her af mindre Tilbøjelighed til at Brække paa de ubanede Veje.

"For en saadan Slæde spændes ved Hjælp av Remme 4-14 Hunde, som løbe ved Siden af hverandre 4-5 alen foran Slæden. For et Spand af 8 Hunde regnes 30 Lpd. at være et passende Læs.

"Farten med et saadant Spand - fortsætter Friis - er hverken uden Behageligheder eller Ubehageligheder. De forspændte Hunde, som i Anledning af Turen ere blevne fodrede med Hajkjød, Sælhundelever (eller "andet Snauserie", sier Egede i sin Grønlandsbeskrivelse), ligge pakkede sammen i en Hob med Hovederne tæt ind i Klumpen; men næppe har Kusken indtaget sin Plads og givet Tegn med Pisken, før de fare op og sætte af Sted i susende Fart. I Begyndelsen gaar det noget urede; en eller anden af Hundene indvikles i Remmene og slæbes tudende et Stykke hen ad Jorden, andre give deres Følelser mod hverandre Luft ved Biden og Slagsmaal, og nogle ere dovne og søge at tage sig det let. Pisken er i uophørlig Virksomhed, og Basen søger ved Nakkedrag og eftertrykkelige Ruskninger at tvinge enhver af dem til at gjøre sin Pligt.

"Med hvinende Fart bærer det frem ad; er Vejen udmærket god, kan man omtrent tilbakelægge tre Mil i Timen, men sædvanligvis faar man nøjes med en til halvanden. - - "


Alle Forfattere ere enige om at Grønlænderne give deres Hunde en meget haard Behandling. "Men Eskimohunden er" - siger Fries - "en ubændig vild Krabat. Uimodtagelig for Venlighed viser den al Tid et lumsk og blodtørstig Sindelag, og dette viser den ikke alene mod sine lige men ogsaa mod Mennesker. Saa vel Børn som voksne Personer ere flere Gange blevne sønderrevne af dem. -"

Men den Behandling, som bliver Hundene til Del, er i Overensstemmelse der med. Tærsk, tørre Tærsk faa de, fortjent eller ufortjent, ved enhver Leilighed. "Man er virkelig nødt til at tage disse glubske Dyr temmelig Strængt, selv om man ikke vil bære sig ad ligesom Grønlænderne gjøre, for at tvinge Hundene til Lydighed; de hænge dem op saa længe, indtil de ere halvt kvalte og lægge dem derpaa ned med Gabet aabent mod Vinden, hvor efter de snart blive muntre igjen og falde til Føje" (C. Petersen).

Hundene ere Sommer og Vinter i det fri, for saa vidt de ikke som en Naade faa Adgang til den Gang, som fører ind til Beboelseshuset. Føden maa de selv skaffe sig; de bjærge den på Stranden i Form af Muslinger og andre Sødyr, eller i Affaldsdyngerne; desuden Stjæle de, naar deres Herre har hjemført nogen Fangst.

Sult til den yderste Grad er for den ikke noget nyt; men naar Lejlighed byder sig, kunne de ogsaa med utrolig Glubskhed tage Oprejsning for det forsømte.

Undertiden sønderslide og fortære de enten af Trang eller Uvornhed alt hvad de kunne faa fat paa af Skindvarer, i Særdeleshed Remmene og Seletøjet på Slæderne og modtage derfor den sædvanlige Belønning i Form af Prygl. Kort sagt, det Liv, de føre, er et rigtigt Hundeliv. Dets Hovedtræk ere for største Delen Sult, Kulde, Slagsmaal og Prygl. Og desuagtet have de en vigtig Rolle at udføre, som alt sagt, og de ere uundværlige for Grønlænderne. Stor Elendighed opstaar derfor, naar Hundene dø af smitsomme Sygdomme, saaledes som det i den nyere Tid flere Gange har været Tilfælde i stor Udstrækning.

Det er ikke alene for de indfødte, at Grønlandshundene ere nyttige. På Opdagelsesrejser ere de lige saa uundværlige for Skibsbesætninger på Slædeture over Land. Paa Franklin-Ekspeditionen blev der anskaffet 30 Stykker til dette Brug. Vor Landsmand, Carl Petersen, der var med som Tolk, omtaler paa mange Steder den store Nytte, de havde af dem.

Det hedder et Sted om en Slædefart:
"Alt dette udgjorde naturligvis en betydelig Vægt. Der var beregnet 200 Pd. at trække for hver mand og 100 Pd. for hver hund; senere hen paa Rejsen maatte Hundene forholdsvis trække mere, da Folkene ikke kunne udholde at trække dere bestemte Læs."

Og hvor de ere haardføre! Petersen fortæller saaledes et andet Sted, at da Mandskabet paa en Slædeekspedition ikke kunde komme videre, maatte de gaa til Fods hjem til Skibet og lade Slæderne ligge. Hundene kunde de ikke faa med; de vilde ikke forlade Slæderne, da de vare alt for trætte, og deres saarede Fødder smærtede dem. De bleve liggende, i det de krøb sammen i en Klump.

Først 8 Dage efter blev det muligt at hente dem. Man havde ventet, at de skulde komme om Bord af sig selv, da de vare løse, men de vare blevne ved Slæden. "De vare meget forsultne, de stakkels Dyr," - fortæller Petersen, - "de havde næsten ikke faaet noget at æde i 8 Dage; kun en Smule Pemmikan, som ikke var i Blikdaaser, havde de fortæret. For Resten havde de levet af nogle Læderstropper, lidt Spæk og en Struntjæger, som Kaptajnen den sidste Dag havde skudt til Udstopning. De arme Dyr maa have døjet meget af Sult i de 8 Dage, men saa havde de til Gjengjæld været fri for Arbejde og Pisk. Hug og Sult ere disse Dyrs sædvanlige Lod, og ved andre Midler ere de ikke til at styre. - Folkene gave straks Hundene et godt Foder og benyttede der paa deres Hjælp til at trække den efterladte Slæde op til den nærmeste Ende af Isen."

Kostforagtere synes Hundene ikke at være. En dag var en af dem paatrængende mod Kaptajn Young, og han vilde vise den fra sig med et venskabeligt Spark; men uheldigvis fløj Tøflen ham av Foden, og Hunden ilede af Sted med dette gode Bytte, der snart var fortæret af det sultne Dyr. - De bleve fodrede hver anden Dag, og der blev beregnet 1 Pd. daglig til hver Hund af Sælhundekjød og sligt.

Grønlænderne bruge ogsaa deres hunde paa Jagt, til at hjælpe med at overvælde Isbjørne og til at opsøge Sælhundens Huller paa Isen.

* * *

 

 

 

 

 Den siden du er på nå ble sist oppdatert 10/2-2008

Gå til hovedsiden for siste nytt

 Del denne siden på Facebook: